Når drømmen slutter

Det har været det rigtige at gå, men jeg har grædt meget. Rigtig meget. Jeg føler stor sorg over tabet af os. Der er mange bekymringer og spekulationer forbundet med at gå. Særligt i forhold til vores dejlige børn.

Vi flytter tilbage til København. Vi har solgt vores hus.

De første uger var han vred på mig. Vi kunne ikke tale sammen. Nu er det bedre. To uger efter vores brud fandt han en ny kæreste gennem Tinder. Den app kan altså virkelig virke mirakler. Af den grund er han glad og virker mere ubekymret, end han har været i 12 år. Han gør alle de ting, jeg ærgrede mig over, han ikke var i stand til, mens vi stadig var sammen. Han er forelsket.

Det er stadig lidt akavet mellem os, når vi begge er i huset, men det er okay. Vi flytter ud den 1. november, så indtil da flytter vi på skift ind og ud af det, der engang var vores fælles drøm. Drømmen om den lille familie i det smukke hus med den store have.

Jeg forlod ham primært, fordi jeg ikke elskede ham længere, men det hører også med til min historie, at jeg håbede på en anden kærlighed. Jeg nåede også at være sammen med denne anden. Min kæreste var villig til at tilgive, men jeg kunne ikke mere. At være sammen med en anden var en måde at give mig selv et spark i røven. Ikke et opråb om krise. Det var jeg forbi. Jeg havde råbt op i flere år, men blev overdøvet af depression, sygemeldinger og hverdag. Vi prøvede at få det til at fungere, også efter jeg egentlig var gået. Vi forsøgte os med lidt over tre måneders parterapi. Det var heftigt. Vi tog endda på sommerferie sammen.

Depressionen er en stor del af årsagen til, at vi ikke længere er sammen. Jeg troede, jeg kunne agere redningsvest. Det kunne jeg ikke klare i længden. Det endte med at kvæle mig og mine følelser for ham.

Jeg værdsætter hver en glad stund, vi har haft sammen. Hver en fantastisk oplevelse. Jeg husker med ømhed tilbage på de første gange, vi elskede. Jeg glæder mig over, at han er far til mine børn, og jeg varmer mig ved tanken om, at han af samme grund heldigvis aldrig forsvinder helt ud af mit liv.

//L

Reklamer

Så jeg gik.

Det er stadig lidt svært at overskue konsekvenserne af mit valg, men det føles rigtigt. På én gang føler jeg mig lettere og mere tynget, end jeg nogensinde før har været.

De, der kender mig, ved, at det ikke har været en let beslutning, og de ved, at det ikke er en spontan eller overilet beslutning, jeg har truffet. Det gør det ikke lettere.

Der er mange tanker, der lige nu presser sig på. Hvad fanden skal der ske nu? Hvordan vil børnene reagere på det? Hvornår holder det op med at gøre ondt? Hvordan vil fremtiden for os være? Vil vi kunne se hinanden i øjnene en dag uden al den smerte, der lige nu overskygger alt andet.

Jeg har lige været ude at rejse. Jeg rejste langt væk. I 11 dage. 11 dage var, hvad der skulle til, for at jeg kunne komme på afstand og se tingene klart.

Min veninde havde rådet mig til at være tydelig. Tydelig frem for alt. Fordi tydelighed er vigtig, selvom man siger noget, der er usigeligt. Det råd fulgte jeg. Jeg var så respektfuld tydelig, som jeg kunne være.

Vi er tydeligvis ikke enige om, at det er det bedste. Han er ked af at have sagt utallige gange til vores datter på otte år, at vi aldrig ville være det par, der gik fra hinanden, men at det nu er endt sådan. Det kan jeg godt forstå. Han føler, jeg har sat ham i en situation, hvor han svigter dem. Det har jeg også, men jeg vil gøre mit bedste for at lade dem forstå, at det nok skal gå og gøre mit yderste til, at vi kommer igennem det her på en måde, der er tålelig.

Jeg drikker rom og ryger cigaretter og venter på, at det bliver bedre. Det er ikke let.

//L

# 4

Jeg har aldrig oplevet større forelskelse. Jeg har aldrig oplevet så intense følelser. Af blot at måtte gøre det. For det skulle ske. Jeg kunne ikke lade være. Jeg havde intet valg.

Inden for den første time jeg talte med ham, fik jeg blandt andet sagt, at jeg var bange for ham. Hvortil han svarede, at det skulle jeg også være. Den første gang vi skulle på weekendtur, var jeg oprigtigt bekymret over, at jeg ikke havde fortalt nogen, hvor vi tog hen, for hvad hvis han tog livet af mig. Inden for den første måned havde jeg sagt undskyld til ham for så mange ting, som jeg faktisk ikke mente var min skyld – blot for at bevare den gode stemning og min relation til ham, at jeg knap vidste, hvad der var op eller ned. De første måneder var selvfølgelig også fyldt med intens lykke. Kæmpe store ord. Endnu større ord. Om bryllup, fælles fremtid og en samhørighed og kærlighed større end noget andet. For mig, bevars. For ham var hun og døden altid størst. Men det sagde sig selv, og jeg skulle jo redde ham fra det. Fra sig selv. Fra døden. Mens vi var sammen, var min eneste forklaring på, at jeg var sammen med ham, at jeg elskede ham højere end noget andet. Efter vi stoppede, har jeg brudt mit hoved med, hvorfor jeg dog lod mig rive med i en så destruktivt relation.

Jeg var 7 år gammel, da Busters Verden blev sendt på tv første gang. Jeg blev virkelig forelsket i Lars. Ikke i Buster. Lars er ham der slår Busters handicappede lillesøster Ingeborg. Ham der kører på knallert. Ham der tæsker Buster med en kæp. På alle måder en usympatisk karakter. Det var ham, jeg drømte om, inden jeg skulle sove. Og alle mulige andre versioner over samme tema. Meget ældre drenge der var virkelig usympatiske. I mine dagdrømme blev de vrede på mig – jeg kan ikke huske hvorfor, måske uden grund. Men til sidst – efter vrede og ydmygelse – tilgav de mig. De så mig. De elskede mig. Igen. Den dagdrøm over samme tema har jeg spillet for mig selv en million gange, siden jeg var lille. Den intense følelse af tilfredsstillelse og nærmest lykke, når jeg blev taget til nåde, af den mand, der havde ydmyget og straffet mig. Jeg kunne ikke forestille mig større tilfredsstillelse.

Og det var præcis, hvad han gjorde. Igen og igen og igen. I en evig cyklus hvor der blev længere og længere mellem tilgivelsen og genforeningen. Altid det samme. Intens samhørighed. Jeg, der i hans øjne trådte ved siden af. Lavede fejl. Var for meget det ene eller for lidt det andet. Han, der straffede – ignorerede mig eller gik fra mig. Han, der tog til nåde, så mig og elskede mig højere end nogen anden. Og så startede det hele forfra. Præcis som i mine selvskabte drømme. Det hele var forbundet med tilfredsstillelse. Også straffen og ydmygelse. For jeg vidste, at det endte i nåden og de intense kærlighedserklæringer.

Det gør det meget nemmere at give slip på. At gennemskue sig selv, og få øje på hvorfor jeg har handlet og følt, som jeg gjorde. Jeg ønsker det på ingen måde tilbage. Men det gør det meget svært at stole på mine egne følelser og følelsesmæssige motiver for at opsøge og vælge de relationer, jeg er i. Hvis det føltes så intenst, og præcis som alle dameblade til hver en tid har beskrevet for mig, hvordan det skal føles. At finde den rette. Den eneste ene. Hvad er det så en sundere version af mig, bør begynde at kigge og føle efter?

 

# 3

Det var inden, det syntes som en god idé at kaste sig ud i et nyt forhold. Mens verden stadig var helt ny. Såret stadig åbent. Og benene knap kunne bære. En mand i et åbent parforhold syntes som den perfekte løsning. Lapning. Af noget af det der var i stykker. Han var amerikaner og kæresten – the primary – var i New York. En god afstand, syntes jeg. Det var et perfekt set up. Hvor alle fik, hvad de ville have, og ingen fik noget i klemme.

Allerede inden vores første møde føltes det hele meget trygt, og jeg havde ingen skrupler med at mødes med ham på Props lørdag aften. På trods af risiko for at løbe ind i både den ene og den anden. Vi snakkede, grinede og tog hjem sammen. Det var helt perfekt. Det var gratis sex. Helt uden risiko.

Han måtte godt have en secondary. Eller flere. Det var det jeg blev, tror jeg. Og inden jeg fik set mig om, havde jeg alt i klemme. Det føltes ok. Hans kæreste var jo på den anden side af jorden. Jeg var virkelig glad for ham. At være sammen med ham var ren nydelse. Den reneste form jeg har oplevet med en mand. Han var nærværende i en grad, jeg aldrig har oplevet en mand være før. Der var ingen, der skulle sælge sig selv. Præstere noget. Holde på nogen. For vi var jo ikke noget. Reglerne var klare fra starten. Jeg havde nok bare glemt at ridse dem op for mine følelser. For de kom ret meget i klemme. Da han pludselig begyndte at tage til Malmø i tide og utide. Til den nye secondary.

Jeg var virkelig træt af ham i en periode. Jeg syntes ikke, at han havde taget hånd om mine følelser. Jeg syntes ideen om en primary og et hav af secondaries var barnlig. Som at have en sut og et tæppe at kravle hjem til og varme sig ved, hvis ens eventyr ikke gik som planlagt.

Men mest af alt fik det mig til at tænke på, at der synes, at være en sammenhæng mellem hans nærvær og hans enorme mængde af frit flydende kærlighed, og så det fakta at han var fri. Fri til ikke at skulle være noget. Eller nogen. Bestemt. Jeg var fri for at skulle forholde mig til de sider af ham, jeg fandt mindre charmerende. Det var ikke noget, jeg skulle bekymre mig om. Det var ikke noget, jeg nogensinde ville komme til at ‘hænge på’. Om han var mand nok. Om han drak for meget eller spiste for usundt. Alt muligt jeg uden at blinke førhen ville synes, var min sag at blande mig i som den nye kæreste. Jeg så ham og rummede ham og elskede ham ubetinget. Fordi han ikke skulle være min. Jeg fik alt den kærlighed og nærvær strømmende tilbage til mig i den fineste, reneste form. Fordi jeg ikke skulle være hans.  Men hvad så når man nu så brændende ønsker sig at være nogens…. 

Forføreren vs. den trygge

#2

Hvorfor kan man ikke få begge dele?
Hvorfor lader det til, det altid er et valg mellem det ene og det andet? Der er manden, der giver tryghed og varme, og manden der er vildskab og usikkerhed til op over begge ører. Kan det virkelig passe, at man ikke både kan få hardcore lidenskab med en, som også formår at få en til at føle sig tryg? Er det virkelig så uforeneligt? Det lader til, der er en vis tendens til en overvægt af enten det ene eller det andet. Kan det være, det handler om, at ilden nærer sig ved den iltende usikkerhed?

Min veninde er gift med den rareste, lækreste mand. For tre år siden gik han fra hende. Han var blevet træt af hendes fravær i familien, og det, han følte, var udtryk for hendes utaknemmelighed. Han følte, hun tog alt for givet. Det gjorde hun måske også. Hun savnede lidenskaben og vildskaben, og syntes ikke, han så hende længere.

Så de blev separeret.

Ingen forstod deres brud. Vi var triste. Men så fandt de sammen igen. Deres genforening var til stor glæde og lettelse, for vi mente alle, at de passede så godt sammen, og i vores stille sind fik vi sgu også lidt pres over, at et så (tilsyneladende) velfungerende par gik fra hinanden, for hvor efterlod det så alle os middelmådigt samlevende? De havde også to børn sammen. Et herligt hus med græsplæne rundt om. Lige ned til vandet. Hvordan kunne de gå fra alt det?

Det gjorde de så heller ikke.
Efter et halvt år fandt de sammen igen.

Men reglerne havde ændret sig. De har åbnet deres forhold, så de måtte knalde med andre. Hun benytter sig af det. For hun havde savnet lidenskaben, vildskaben, ilden, liderligheden. Det leverede han ikke. Hun synes, han er den mest fantastiske far og den sødeste, varmeste, mest omsorgsfulde ægtemand, men finder ham en anelse kedelig.

Han har ikke været interesseret i at benytte sig af deres nye åbne ordning. Han er tilfreds. Han er glad for deres aftener i sofaen. For krammene. For de hyggelige søndage sammen hele familien. For rejserne de tager sammen med deres bedste venner.

De har det godt. De virker glade. Jeg ved, hun er glad. Hun har ret, når hun siger, han er lidt kedelig. Hun har ret, når hun siger, han er den sødeste kæreste.

Det er jo ikke alle, der kan finde ud af den konstellation. Jeg vil gerne tro på, at man kan få begge dele i én person, men måske er det naivt. Efter 12 år sammen med min kæreste, efter to børn, huskøb, bilkøb,  hverdagssuppedas og dagligt pres over forældreintra blev det pludselig meget tydeligt for mig, at hvis jeg ikke skulle visne og dø, blev jeg nødt til at insistere noget mere på at leve det liv, jeg altid har drømt om. Det er svært at bryde mønstre, man har opbygget gennem så mange år, og nogle dage virker det slet ikke som om, vi lever sammen, men mere ved siden af hinanden – i en praktisk forordning, hvor vi fordeler opgaverne mellem os og får det til at køre. Jeg savner også lidenskaben. Jeg forsøger at byde ind med den. Og håber, at den vil blive returneret en dag.

Jeg ønsker at tro på, at der findes forhold, hvor den vilde lidenskab og trygheden lever side om side. Jeg har trygheden. De fleste dage drømmer jeg om, at den blev suppleret med lidt spontanitet, med mere poesi – med episk kærlighed.

//L